Af Benjamin Damon
I Danmark taler vi om, at man har værnepligt, når man fylder 18 år. Alle unge mænd bliver automatisk indkaldt til den såkaldte ’Forsvarets dag’, hvor man skal igennem forskellige prøver og helbredstjek. Men langt de færreste ender med at aftjene værnepligten, da den ikke er tvungen. Det er med andre ord kun dem, som rent faktisk har et ønske om det, der bruger 4 måneder under militærets vinger.
Sådan er det ikke i Israel. Her skal samtlige mænd og kvinder, som fylder 18 år aftjene ikke blot 4 måneder, men henholdsvis 3 år og 2 år i den israelske hær. Men rent mentalt kan man måske ligefrem tale om, at den israelske værnepligt begynder helt fra barnsben.
Det bliver i hvert fald tydeligt, når man ser Guy Davidis dokumentarfilm, Innocence, som er et dybt rystende og rørende portræt af ulykkelige skæbner og bristede drømme. Davidi er israeler, men er bosat i Danmark og er mest kendt for at have instrueret den Oscar-nominerede, Five Broken Cameras (2011).
I Innocence skaber instruktøren et helt særligt rum, hvor poesien bruges til at bearbejde den traumatiske virkelighed, som præsenteres. Forskellige individer introduceres flydende gennem en blanding af arkivmateriale og nyere klip – og så helt centralt for filmen: voice-overs, som fortæller deres historier gennem oplæsning af breve, sendt til familie, mens de aftjente værnepligten. En værnepligt, som tog livet af dem.
Guy Davidi arbejder ikke i det minimalistiske. Han har valgt en grandios tilgang, som favoriserer tårefremkaldende musik, og hans filmsprog er patospræget. Og da filmen starter med klip af nyfødte babyer på en hospitalsstue, er det også helt tydeligt, at vi er ude i en slags ’larger than life’-fortælling. Men det fungerer, fordi Davidis fremstilling føles så saglig og vedkommende. Der er stadig plads til de små nuancer, de personlige detaljer. Og det er voldsomt effektivt.
Hvis man har set Elem Klimovs legendariske Come and See (1985), der ofte beskrives som historiens bedste (anti-)krigsfilm, er det svært ikke at tænke på den (og især hovedpersonen, Flyora), når man ser Innocence. De bevæger sig nemlig i nogle af de samme tematikker, hvor hovedmålet blandt andet er at illustrere, hvordan krig rammer de yngste og deres uskyld, når de tvinges til at deltage i rædslerne.
I et af brevene skriver en ung fyr, at han ”er klar over, at jeg kommer til at dø uden at have kysset eller bare omfavnet en pige.” Det minder præcist om en specifik scene fra netop Come and See, som er brændt fast på undertegnedes nethinde.
I Israel omdannes unge, uskyldige mænd og kvinder til vilddyr og dræbermaskiner. Hvor man ofte taler om, at fjenden umenneskeliggøres i krig, gælder det tilsyneladende også internt i militæret. ”I morgen skal jeg slå ihjel på lovlig vis,” lyder det. Det er helt og aldeles hjerteskærende at være vidne til.
Er der en voksen til stede, som snart indser hvor tragisk det, der foregår, er?
Kommentarer